Skjern GF til stævne med FCM
Hej Skjern GF
Skjern GF har i sommerferien været repræsenteret på et FCM-licenshold til BIF-CUP, hvor FCM Klubsamarbejdet var repræsenteret med 10 drenge- og 7 pigehold. Deltagelsen i stævnet var for drengenes vedkommende kulminationen på det forløb, som begyndte for præcis et år siden, da de 140 fodboldklubber i FCM Klubsamarbejdet tilmeldte sine dygtigste drengespillere i årgang 2005 og 2006 til den FCM Fodboldskole, som skulle løbe af stablen i august 2016. I august/september blev de dygtigste af disse spillere så fordelt på henholdsvis FCM Talenthold og FCM-licenstræning i Klubsamarbejdets 5 geografiske områder og siden har der været høj aktivitet på alle træningstilbudene.
For pigernes vedkommende var det også kulminationen på forløbet med FCM Pigefodboldskole for årgang 2002-2003-2004-2005 og selv om deres forløb ikke havde været helt lige så langt som drengenes, så var relationerne til og ikke mindst imellem disse piger allerede blevet så tæt, at forventningen til deltagelsen var stor fra alles side.
Fra torsdag den 29. juni – søndag den 2. juli var det så tid for de mange drenge og piger at afslutte fodboldåret med en fælles og social fodboldoplevelse på tværs af de geografiske områder, på tværs af alder og på tværs af køn.
- BIF-CUP var afslutningen på årets FCM-licenstræning. Vi havde på forhånd store forventninger til vores deltagelse for den oplevelse, som vi sidste år havde med at samle så mange spillere til ét stævne var helt unik. Det blev også denne gang nogle hektiske dage, men også fire dage hvor der var smil på alles læber fra morgen til aften, fortæller FCM-licensansvarlig Jonas Bliksted.
Også leder af FCM Klubsamarbejdet, Tommy Jensen, var deltagende til stævnet, og også han var begejstret for oplevelsen.
- Pigerne og drengene var hinandens største fans. Det var en fornøjelse at se, hvordan fællesskabet blev dyrket på tværs af regionens områder og ikke mindst hvordan der blev gået til den på banen. Vi havde på forhånd ingen forventninger til resultaterne, da vi havde tilmeldt drengeholdene i en række ældre end de reelt er, mens pigeholdene, hvor spillerne havde et mere begrænset kendskab til hinanden efter kun 12 træninger sammen, spillede i alderssvarende rækker. Men som ethvert andet FCM-hold, så gik FCM-licensholdene uanset køn og alder på banen for at gøre sit allerbedste for at vinde. Det betød også, at holdene rent faktisk klarede sig sportsligt rigtigt flot, beretter Tommy Jensen.
Sådan klarede holdene sig
U12-drengerækken
FCM U11-licensområde 1: Nr. 6 ved stævnet
FCM U11-licensområde 2: Nr. 4 ved stævnet
FCM U11-licensområde 3X: Nr. 9 ved stævnet
FCM U11-licensområde 3Y: Nr. 10 ved stævnet
FCM U11-licensområde 4: Nr. 3 ved stævnet
U13-drengerækken
FCM U12-licensområde 1: Nr. 2 ved stævnet
FCM U12-licensområde 2: Nr. 8 ved stævnet
FCM U12-licensområde 3: Vinder af rækken
FCM U12-licensområde 4: Nr. 11 ved stævnet
FCM U12-licensområde 5: Nr. 7 ved stævnet
U12-pigerækken
FCM U12-licensområde 4: Nr. 2 ved stævnet
FCM U12-licensområde 5: Nr. 3 ved stævnet og vinder af stævnets fairplaypris
U13-pigerækken
FCM U13-licensområde 2: Nr. 3 ved stævnet
FCM U13-licensområde 4: Nr. 6 ved stævnet
FCM U13-licensområde 5: Vinder af rækken
U16-pigerækken
FCM U15-licensområde 4: Nr. 9 ved stævnet
FCM U15-licensområde 5: Nr. 4 ved stævnet
- Om lidt står et nyt licensår for drengene for døren og i den kommende tid skal vi også have evalueret forløbet for pigerne med FCM Fodboldskole. Drengene i årgang 2006 og 2007, som bliver en del af den kommende sæsons licenstræning kan således snart sætte et kryds i kalenderen for næste års deltagelse i BIF-CUP. For pigernes vedkommende så skal vi lige have evalueret forløbet med Fodboldudvalget. Vi kommer nok til at ændre lidt på formatet for pigerne, men jeg er sikker på, at vi kommer til at lave et forløb, som også næste år bringer glæde til de involverede piger, siger Tommy Jensen.
Stolthed i Ulveland
I FCM Klubsamarbejdet er vi utroligt stolte over de flotte præstationer og resultater, der bl.a. kom i hus takket være Jeres spiller(e)s indsats. Men endnu mere stolte er vi af den måde, hvorpå drengene og pigerne repræsenterede vores fælles ulvelogo.
I kan læse meget mere om præstationerne på FCM Klubsamarbejdets Facebookside og vi vil gerne opfordre Jer til at skrive lidt om det på Jeres klubs hjemmeside samt evt. at kontakte ugeavisen i Jeres område.
Man kan se billeder fra stævnet på FCM Klubsamarbejdets Facebookside: https://www.facebook.com/pg/fcmklubsamarbejdet/photos/?tab=albums